Til dig som pårørende og fagperson
Hvornår bør jeg være bekymret?
Det kan være svært at vurdere, om det, man ser eller hører, er alvorligt. Mange bekymringer starter som en fornemmelse af, at noget ikke er godt for barnet.
Vold mod børn kan være både fysisk, psykisk og seksuel. Det kan også være, at barnet overværer vold mellem voksne i hjemmet. Fælles for alle former er, at de skader barnets trivsel og udvikling og kan påvirke barnets selvbillede og tryghed.
Ét tegn alene betyder ikke nødvendigvis vold. Mange af tegnene kan også være udtryk for anden mistrivsel. Men hvis flere tegn optræder samtidig, hvis adfærden ændrede sig markant, eller hvis din bekymring varer ved, bør den tages alvorligt.
Tvivl er almindeligt, men det er vigtigt, at den ikke bliver en barriere for at handle. Du behøver ikke være sikker for at reagere.
Børn reagerer forskelligt, når de oplever vold i hjemmet. Tegnene er ofte diffuse og kan ligne generelt mistrivsel. Det er derfor ikke ét enkelt tegn, der er afgørende, men mønstre, ændringer og varighed.
Tegn kan fx være:
- Pludselige ændringer i adfærd eller humør
- Uro eller forhøjet alarmberedskab
- Lavt selvværd og tvivl på egne evner
- Mister modet til og tålmodighed med ting de før har kunnet
- Mister lyst til aktiviteter
- Overtilpasning eller stærk frygt for at begå fejl
- Tilbagetrækning eller udadreagerende adfærd
- Ondt i hovedet eller maven, svimmelhed, hjertebanken eller søvnproblemer
- Uforklarlige blå mærker eller gentagne skader
Her kan du læse om
Hvordan handler jeg på min bekymring?
At være bekymret for et barn kan føles usikkert. Mange er i tvivl om, hvor grænsen går mellem almindelig mistrivsel eller alvorlige problemer.
Du behøver ikke være sikker på, hvad der foregår, for at reagere.
Her er tre skridt, du kan tage:
Man kan skelne mellem:
- Bekymring – en fornemmelse eller observation uden konkret viden
- Mistanke – flere tegn eller udsagn, der peger på vold
- Konkret viden – barnet eller andre fortæller direkte om vold
Jo mere konkret viden, jo vigtigere er det, at du handler.
Du bør ikke stå alene med din bekymring. Tal med:
- Leder eller kolleger (hvis du er fagperson)
- En rådgivning, hvor du kan få anonym sparring. Du kan ringe eller skrive til Før det sker
igeneller Lev Uden Volds nationale hotline på tlf. 1888
Samtaler og åbenhed om det kan styrke vurderingen af situationen.
Hvis du har mistanke eller konkret viden om vold eller overgreb, skal der underrettes til kommunen. Det er ikke din opgave at bevise noget – det er myndighedernes ansvar at undersøge sagen.
Husk, at en underretning er starten på at få hjælp til barnet og hele familien. Mange kan have en ubehagelig følelsen af at blande sig i noget, der er privat. Børn kan og skal ikke beskytte sig selv mod vold. De har brug for, at voksne beskytter dem.
Hvad sker der, hvis jeg underretter kommunen?
Hvis du har mistanke eller konkret viden om vold eller overgreb, skal der underrettes til kommunen. En underretninger ikke en anmeldelse. Det er en besked til kommunen om, at et barn kan have behov for støtte eller beskyttelse. Det er ikke din opgave at bevise, hvad der er sket. Det er myndighedernes ansvar at undersøge sagen.
Hvis du har spørgsmål om underretninger, og er i tvivl om, hvad du skal gøre, kan du kontakte os i Før det sker igen eller ringe til Lev Uden Vold på 1888.
Alle borgere kan underrette. Fagpersoner har en skærpet underretningspligt.
Underretningen skal sendes til den kommune, barnet opholder sig i.
De fleste kommuner har en digital underretningsformular på deres hjemmeside. Du kan typisk finde den ved at søge på: ”Underretning + din kommunes navn”.
Underretningen sendes til den kommune, hvor barnet opholder sig.
Der er ingen krav til formen i en underretning, og du kan både underrette telefonisk og skriftligt. Du bestemmer selv, om du vil opgive dit navn, når du underretter, eller om du ønsker at være anonym.
Underretningen skal gerne indeholde så mange kontaktoplysninger om barnet eller den unge og/eller forældrene som muligt, så det kan identificeres, hvilket barn det handler om.
Når kommunen modtager en underretning:
- Den vurderes – ofte inden for 24 timer ved akut risiko.
- Kommunen tager stilling til, om der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse.
- Der kan iværksættes støtteforanstaltninger.
Formålet er at sikre barnets trivsel og støtte familien – ikke at straffe nogen.
Private borgere kan som udgangspunkt underrette anonymt.
Fagpersoner underretter normalt åbent, men det er muligt at gøre det anonymt.
Det er bedre at underrette én gang for meget end én gang for lidt.
Sådan kan du støtte et barn
Børn, der lever med vold eller frygt, har brug for stabile voksne.
Vær en tryg og stabil voksen
- Lyt roligt og anerkend barnets oplevelser
- Tag barnet alvorligt
- Skab forudsigelighed i hverdagen
- Vær opmærksom på barnets loyalitet over for forældrene
Tal ikke nedsættende om forældrene. Børn kan have ambivalente følelser og stærk loyalitet, selv hvis de ikke har oplevet vold.
Undgå at:
- Afhøre barnet
- Presse barnet for detaljer
- Love at skulle holde noget hemmeligt
Efter en underretning
Hvis der er lavet en underretning, har barnet stadig brug for støtte i hverdagen. Det kan være:
- At hjælpe barnet med at bevare en så normal hverdag som muligt
- At være opmærksom på barnets reaktioner – børn reagerer meget forskelligt
- At stille sig til rådighed for barnet, følg deres ønsker og behov
- At støtte barnet i mødet med myndigheder
Små stabile handlinger kan give tryghed og have stor betydning.