Hvordan bryder jeg gamle mønstre fra min egen barndom?
Alle har triggere. Det er situationer, ord eller reaktioner, der rammer noget gammelt i os – ofte fra vores egen barndom.
Det kan føles, som om noget pludselig bliver tændt indeni. En lille situation kan opleves større, end den egentlig er. Mange beskriver det som benzin på gamle gløder: følelser, der blusser op med en styrke, man selv bliver overrasket over.
Det kan fx ske i situationer, hvor dit barn er meget krævende, højlydt eller reagerer kraftigt – også selvom du godt ved, at det ikke er for at provokere dig.
- at føle sig ignoreret
- ikke at blive lyttet til
- at opleve manglende respekt og anerkendelse
- at tvivle på, om man er god nok
Når en trigger aktiveres, reagerer vi ofte hurtigt og intenst. Det øger risikoen for, at vi handler på en måde, der bagefter føles forkert eller ude af proportioner.
Børns krævende adfærd er sjældent et bevidst angreb på os som forældre. Ofte handler det om, at barnet selv er overvældet og har brug for hjælp til at regulere sine følelser.
At bryde gamle mønstre begynder med at opdage sine triggere.
Når du kan genkende dem, får du mulighed for at stoppe op et øjeblik og vælge en anden reaktion. Det kan være svært at gøre alene – især hvis mønstrene er gamle og sidder dybt, eller måske er ubevidste.
Hos os kan du tale om dine triggere og de situationer, hvor det bliver svært. Sammen kan vi undersøge, hvad der bliver aktiveret i dig, og hvordan du kan finde andre måder at reagere på.
Du behøver ikke have alle svarene, før du tager kontakt. Det er nok at være nysgerrig på, hvad der sker – og have lyst til, at det skal være anderledes.