Hvad sker der,
når jeg kontakter jer?
Når du kontakter os, møder du en rådgiver, der lytter og hjælper dig med at få overblik over det, der er svært. Rådgivningen er anonym og gratis.
Du kan kontakte os, hvis der har været en konkret episode, du fortryder. Det kan være, at du har taget lidt for hårdt fat i dit barn, råbt mere end du ønskede eller sagt noget, du ikke kan genkende bagefter.
Du kan også kontakte os, hvis du mærker, at konflikterne er ved at tage en retning, du ikke ønsker. Måske oplever du, at dit barn trækker sig i visse situationer, eller at noget i jeres relation har ændret sig.
Måske er du i tvivl om, om dine reaktioner påvirker dit barn negativt. der er mange grunde til at kontakte os – og du behøver ikke være sikker på, hvad der er galt, før du rækker ud.
Du vælger selv, om du vil ringe, skrive i chat eller sende os en besked. Du bestemmer også selv, hvor meget du vil fortælle, og hvad du ønsker at tale om.
Rådgiveren hjælper dig med at sætte ord på det, der sker hjemme hos jer, forstå hvad der udløser tilspidsede situationer, og finde måder at handle anderledes på næste gang.
Rådgiverne har tavshedspligt. Rådgivningen er anonym, og vi registrerer kun det, du selv vælger at oplyse.
Hvis et barn er i alvorlig fare, har vi pligt til at reagere. I så fald taler vi åbent med dig om det.