Hvad kan jeg gøre, hvis jeg ofte bliver meget vred?
Problemet opstår, når vreden bliver så stærk, at barnet bliver bange – eller når reaktionerne gentager sig og bagefter føles forkerte.
Mange beskriver, at det går stærkt. Pulsen stiger, stemmen bliver hårdere, og bagefter kommer dårlig samvittighed eller skam. Det kan føles, som om man mister kontrollen et øjeblik.
Første skridt er at blive opmærksom på, hvad der sker lige før.
- Hvornår begynder vreden at bygge sig op?
- Hvad er det, barnet gør – og hvad vækker det i dig?
- Er der bestemte situationer, der ofte udløser det?
At opdage de tidlige signaler – spænding i kroppen, tankerne der kører hurtigere – kan gøre det muligt at skabe en pause. En kort pause kan være nok til, at situationen ikke eskalerer.
Det kan også være hjælpsomt at arbejde med dine triggere:
Hvad rammer dig særligt? Følelsen af ikke at blive lyttet til? At miste kontrol? At tvivle på dig selv som forælder?
Hvis du oplever, at vreden fylder mere, end du ønsker, kan du tale med os om det. Sammen kan vi undersøge mønstrene og finde konkrete måder at reagere anderledes på.
Gode råd fra vores rådgivere
1. Tag ansvar
Når du mærker, at du har lyst til at råbe eller tage hårdt fat i barnet, så tag ansvar og forlad situationen et øjeblik.
2. Husk, at det er normalt
Mind dig selv om, at barnet reagerer helt normalt for sin alder.
3. Tal med barnet
Når du er rolig og pulsen har lagt sig, så gå tilbage til barnet og tal på en rolig og forsonende måde, uden at give dit barn ansvaret.
4. Du er rollemodel
Husk, at du først og fremmest er en rollemodel. Du lærer barnet, hvordan man reagerer, når man bliver vred, og hvordan man taler til hinanden i familien.